Stofskifte-medicin én gang om ugen baner vejen for morgenkaffe

lavt stofskifte, kaffe

Nyt studie viser, at det kan være effektivt at tage en hel uges medicin mod lavt stofskifte på én gang, dvs. at der kan blive morgenkaffe uden forsinkelse seks af ugens syv dage.

Ville det ikke være lettere at tage sin medicin én gang om ugen? I stedet for – hver dag, uge efter uge, år efter år – at vente med at spise morgenmad eller drikke morgenkaffe til en time efter, at du har taget den daglige dosis stofskifte-medicin?

Jeg læste for et par år siden om, at man måske kunne tage hele ugens dosis på én gang. Men nu er forskningen rykket et stykke videre: – Vores resultater tyder på, at én ugentligt dosis levothyroxin (Euthyrox eller Eltroxin) til behandling af lavt stofskifte er både sikker og effektiv, siger Wasoori, som er en af forskerne fra studiet. Han fortæller, at denne dosering fungerede fint og sikkert under studiet hos både unge og midaldrende kvindelige patienter.

Studiet kørte over cirka et halvt år. I den periode, var der ingen af de kvinder, som fik den fulde ugentlig dosis på én gang, der blev overdoseret. TSH-værdier ændrede sig heller ikke, og der blev heller ikke observeret ændringer i kvindernes kolesteroltal.

Mange tager ikke medicinen, som de skal

Men hvorfor laver man sådan et studie? Det er der faktisk gode grunde til. Nogle glemmer nemlig at tage deres stofskiftemedicin regelmæssigt. Andre kommer måske til at spise morgenmad eller drikke kaffe for hurtigt efter, de har indtaget den daglige dosis.

Der skal nemlig gå en time før og efter et måltid eller kaffe, før man må tage sin medicin for lavt stofskifte. Ellers er det ikke sikkert, at kroppen kan optage den, som den skal. Hvis man kun skal tage medicinen én gang om ugen, ville det kun være én morgenkaffe pr uge, der skal udsættes.

Stadig kun forskning

Nu er dette stadig forskning, så lad endelig være med at ændre på din daglige dosis uden aftale med lægen. Men man kan da glæde sig over, at det måske bliver en mulighed i nærmeste fremtid.

Desværre får jeg aldrig selv glæde af denne mulighed. Jeg må vente med morgenkaffen hver dag, fordi jeg får kombinationsbehandling.

Når man får kombinationsbehandling, får man både hormonet T4 (som er i Euthyrox og Eltroxin), men også hormonet T3 (Liothyronin), som også er i Thyroid (naturlige stofskiftehormoner, indeholder både T3 og T4).

T3 er det aktive hormon, som har en effekt på kroppen umiddelbart efter, man har indtaget medicinen. Da T3 er forholdsvist hurtigt ude af kroppen igen, er der mange, der trives bedst med at tage den flere gange dagligt. Men hvis man tager en uges dosis af denne type medcin på én gang, ville man temmelig sikkert bliver overdoseret og nok ret syg af det.

Det er altså kun jer, som behandles med Eltroxin og Euthyrox, der måske i nærmeste fremtid får mulighed for kun at skulle tage medicin én gang om ugen.

 

Kilde: Wasoori SC, Naik MH. Abstract #1182. Præsenteret ved: AACE Annual Scientific and Clinical Congress; May 25-29, 2016; Orlando, USA

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.


*