Når man tilhører “resten”
Det kan være svært for familien at forstå, at dine symptomer ikke er gået væk, når du får behandling for lavt stofskifte. Måske trives mostre eller andre familiemedlemmer på standardmedicinen? Derfor kan det være mærkværdigt for dem, at høre på, at du ikke har det godt.
Men selvom det er “mange”, der ikke har symptomer, når de behandles med Eltroxin eller Euthyrox – så må resten ikke glemmes.
Den gruppe af mennesker, der ikke får det godt på Eltroxin og Euthyrox er stor. De skal også have ordentlig behandling. Og i dag ved man, at det faktisk er over 50%, der har det bedre på Thyroid eller kombinatinsbehandling med Liothyronin/T4-medicin.
Når man læser indlæg på denne blog og andre lignede sider, kan man let få det indtryk, at alle med lavt stofskifte har massive problemer med fx at få den rigtige behandling. At de fleste oplever voldsomme gener og bivirkninger ved deres behandling. At de fleste oplever afvisende, følelseskolde og uprofessionelle læger.
Men det er ikke det fulde billede.
Tag ikke sorgerne på forskud
Hvis du lige har fået konstateret lavt stofskifte, skal du sandsynligvis have medicin resten af dit liv. Som udgangspunkt vil din læge næsten altid sætte dig i behandling med et af lægemidlerne, Eltroxin eller Euthyrox. Lægen vil sørge for, at du langsomt bliver trappet op i dosis for at justere dig ind. Det kan tage lang tid – måske flere måneder – før den rette dosering er fundet.
Mange af dem, der kommer i behandling for lavt stofskifte, trives fint. De kommer videre med deres liv, og de tænker ikke særlig ofte over, at de faktisk har en kronisk sygdom. Så tag ikke sorgerne på forskud – måske er du en af dem, der får det godt på standardbehandlingen.
Resten – hvad med dem?
Desværre er det ikke alle, der får livet tilbage, når de sættes på standardbehandling for lavt stofskifte. Hvad med dem?
Det er som regel “os”, der samles i i Facebook-grupperne. Mange oplever nemlig , at de ikke bliver tilbudt anden behandling. De får ofte at vide, at de må lære at leve med de ofte voldsomme gener og bivirkninger, de har i forbindelse med deres sygdom. En del oplever, at deres sygdom tilskrives psykiske lidelser. Mange ender med at måtte forlade arbejdsmarkedet og i stedet modtage førtidspension.
Er du en af dem?
Jeg tilhører ”resten”
Jeg var selv en af dem, der ikke fik det godt på Eltroxin, selv efter flere år i behandling hos forskellige såkaldte eksperter. Først da jeg fandt ud af, at der faktisk fandtes andre typer medicin, lykkedes det mig at skifte til kombinationsbehandling. Jeg fik det godt igen – endda rigtigt godt – så jeg slet ikke længere kan mærke, at jeg har lavt stofskifte.
Det er bl.a. den viden om kombinationsbehandling – med fx Liothyronin eller Thyroid, som jeg deler her i på min blog og på min Facebookside: www.facebook.com/lavtstofskifte
Vi har ret til information om, hvilke typer af medicin, der findes
Jeg mener bestemt ikke, at alle skal have den samme type behandling som mig. Men jeg mener, at alle har ret til at vide, at der faktisk findes flere typer medicin på markedet.
Jeg mener også, at alle har RET til at prøve en anden type behandling end standardbehandlingen, hvis de fortsat har symptomer. Sådan er det desværre ikke altid.
Læge må da ikke give op, før alle muligheder er prøvet
Det har jeg et godt eksempel på.
Jeg kender jeg en kvinde, der i dag er på førtidspension. Hun fik det ikke godt af at blive sat i behandling med Eltroxin. Hun var ikke i stand til at passe et arbejde, og hun havde en elendig livskvalitet i det hele taget.
Hendes læge afskrev hende. Eltroxin hjalp hende ikke, selvom TSH lå i normalområdet. Der blev søgt en førtidspension. Den fik hun. Men det var ikke lykken.
Efter denne kvinde læste min bog, Få livet tilbage, fattede hun mod igen. Hun konsulterede en privatlæge og kom på Thyroid-behandling.
I dag har hun det godt. Rigtig godt. Udover det knæk, som selvtilliden fik, da hun måtte forlade arbejdsmarkedet, blev forladt af sin mand, og mistede kontakten til børnene. De var trætte af, at hun altid lå på sofaen og ikke interesserede sig for dem.
Det, kommer hun aldrig over igen.
Men ellers har hun det godt.
Hun fryser ikke længere hele tiden, hun har ikke ondt i hele kroppen, hun har tabt 30 kg, og hun kan huske igen. Og måske på et tidspunkt, bliver hun klar til at stå frem med sin historie. Det er hun ikke endnu. Men jeg kender hende.
