Udbred kendskabet til lavt stofskifte: Vær åben om din sygdom
Fortæl åbent om din sygdom, vær ikke flov over den. Det er ikke din skyld, at du har fået lavt stofskifte – og det er heller ikke din skyld, hvis du ikke er velbehandlet.
En ting er sikker, der er ikke nok fokus på lavt stofskifte. Rigtig mange danskere har sygdommen uden af have fået en diagnose (læs mere her), og dermed får de heller ingen behandling. For at udbrede kendskabet til sygdommen, er det godt, når kommer fokus på lavt stofskifte i medierne.
Men hvad kan du selv gøre for at skabe fokus på denne sygdom?
Ja, mit råd er, at du for det første er åben om din sygdom. Du behøver ikke at skjule, at du har lavt stofskifte. Fortæl andre, at lavt stofskifte er ikke en livsstilssygdom – at du ikke selv kan gøre for, at du har fået den sygdom. Den ligger i dine gener og er måske udløst af nogle udefrakommende faktorer. Det er ikke din skyld, at du er blevet syg, og du har i hvert flad ikke noget at være flov over.
Mange ved ikke at lavt stofskifte er en udbredt sygdom
Jeg ved, at mange ikke vil tale om deres sygdom. De føler, at de udstiller sig selv – og ja, det gør man jo, når man taler om sig selv. Hvordan har du det med at tale om din sygdom?
Prøv at tænke på, at hvis ingen vil fortælle, at de har denne meget udbredte sygdom, så er der jo heller ingen, der ved, at den er så udbredt – altså udover os, der har den helt tæt på. Jeg ved da også godt, at mange ikke gider at høre om sygdom. Og selvfølgelig skal man heller ikke tale om sygdom hele tiden.
Men nu er det sådan, at lavt stofskifte ikke forsvinder, bare fordi man ikke gider at være syg længere. Indtil man har fået justeret medicinen, kan man være påvirket på mange måder – glemsom, træt, overvægtig osv. Derfor har lavt stofskifte en stor betydning for dit liv – og oftest også på, hvordan andre opfatter dig. Lavt stofskifte er en sygdom, der er svær at skjule – indtil man er velbehandlet.
Inden jeg selv blev velbehandlet for lavt stofskifte, havde jeg virkelig mange forskellige symptomer. Ofte hørte jeg fra venner, familie og kollegaer, at jeg skulle “tage mig sammen”.
Vi, os der har sygdomme, ved jo godt, at det ikke nytter “at tage sig sammen”. Men hvordan skulle alle de andre vide det? De aner jo ikke, hvad lavt stofskifte er – og hvilke konsekvenser, det kan have.
Fortæl om din sygdom
Hvis du oplever det samme, så er det vigtigt, at tage en snak med dem og fortælle, at du faktisk er syg. Hvis du har min bog, kan du evt. låne den til dem. Smid bogen p åderes bord, og gå. Så skal de nok bladre lidt i den. Sæt evt. en gul lap ved det kapitel i bogen, som min mand har skrevet. Det giver et indblik i, hvordan han tænkte, inden han vidste jeg var syg.
Både min mand og min veninde har også skrevet et bogindlæg om, hvor de forklarer, hvordan de oplevede det, da jeg blev syg.
Min venindes historie:
Jeg mistede mange veninder pga. lavt stofskifte
Min mands historie:
Min kone har lavt stofskifte
Fortæl om din sygdom – også, når du har det godt
Jeg synes faktisk også, at man skal tale om sin sygdom, også selvom man er velbehandlet. Altså bare en gang imellem. Jeg er godt klar over, at det ikke er alle, der som jeg, har lyst til at fortælle sin sygehistorie igen og igen.
Der er mange, der har lavt stofskifte, som ikke regner sygdommen for noget særligt. Det er jer, der har fået en hurtig diagnose og er blevet sat i behandling med det samme, og som har fået det godt på standardmedicinen. For jer er lavt stofskifte virkelig “no big deal”. I tager “bare en lille pille” sammen med vitaminpillen om morgenen.
Der er to grunde til, at det er godt, at få disse historier ud.
Den første er, at det kan være med til at øge fokus på vigtigheden af hurtig diagnose, som kan føre til, at man bliver sat i behandling, inden man har fået alt for mange symptomer.
For det andet kan disse historier være med til, at dem, der lige netop har fået diagnosen lavt stofskifte, ikke blive voldsomt bange fra starten af. Der er jo mange, der trives på standardmedicin, og hurtigt kommer til hægterne ved den type medicin.
Sig til, hvis du oplever, at folk i din omgangskreds har symptomer
Ved at være åben om din sygdom, kan du også bedre opfordre andre til at blive tjekket for lavt stofskifte, hvis du ser nogle tegn, der kunne tyde på det. Læs mit blogindlæg: Sådan får du det sagt.
Og du vil uden tvivl møde en del på din vej, som har udiagnosticeret lavt stofskifte, for der er flere, der har sygdommen, som ingen diagnose har – end der er i behandling.
Facebook er jo et fantastisk forum til at sprede budskaber – så del gerne artiklen – og vind en bog:
Vind et eksemplar af:
FÅ LIVET TILBAGE – en bog om lavt stofskifteSPRED BUDSKABET
Vinderen får besked via Facebook i en privat meddelelse. |