En kvart million danske kvinder har lavt stofskifte – kun halvdelen behandles

Kvinder-siluet-50-procent_-shutterstock_264160703-Shutterstock-whiteisthecolor-halvdelen-rød
Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on LinkedInEmail this to someone

Kun cirka halvdelen af de danskere, der har lavt stofskifte, får behandling for sygdommen. Det viser tal fra Danmarks Statistik og en dansk befolkningsundersøgelse. Andre får det ikke godt på standardbehandlingen, og mange af dem svigtes, da de ikke får lov at afprøve alle de typer af godkendte lægemidler, der findes til behandling af lavt stofskifte. 

Jeg møder hver dag nye mennesker med lavt stofskifte. Det er mennesker, som jeg er i familie med, det er venner og bekendte – og så er der mange, som jeg ikke kender, der skriver til mig, efter de har fået diagnosen. De seneste år har jeg mødt og talt med tusindvis af mennesker med lavt stofskifte.

Der er så mange mennesker, der har lavt stofskifte, at vi alle har nogen i omgangskredsen med denne sygdom. Måske ved du det ikke – og måske ved de det ikke en gang selv.

Det er nemlig sådan, at omkring halvdelen af dem, som har lavt stofskifte, ikke har fået en diagnose af lægen.

Lad os kigge på lidt statistik fra www.medstat.dk og www.statistikbanken.dk.

 

2,3% af danskerne er i behandling for lavt stofskifte

I 2013 var der 128.573 danskere i behandling med Eltroxin eller Euthyrox. På det tidspunkt var Danmarks befolkning ifølge Danmarks Statistik på 5.623.501 mennesker.

Det vil sige, at 2,3 % af danskerne var i behandling for lavt stofskifte (denne medicin anvendes ikke til andre sygdomme). Af disse var 108.034 kvinder, altså 84 %.

 

Flere og flere, jo ældre man bliver

Børn og unge kan også få lavt stofskifte, men jo ældre når man bliver, jo større er risikoen. Det viser tallene fra Danmarks Statistik også tydeligt.

Ser vi på danskere over 60 år, er 5,1 % af i behandling for lavt stofskifte.

Langt de fleste er kvinder – og regner man lidt på det, viser det sig, at 8% af alle danske kvinder over 60 år er i behandling for lavt stofskifte.

Det er virkelig mange.

Og selvom tallet er højt, er alle, der har lavt stofskifte, ikke en gang talt med.

Der er nemlig mange, der er ramt af sygdommen, som har aldrig har fået en diagnose.

 

Forkerte oplysninger på Netdokotor.dk

Også blandt læger ved man godt, at der er mange, der er syge af lavt stofskifte uden, at de er klar over det. Sådan er det også med mange andre sygdomme. Men hvor mange, det rent faktisk drejer sig om, er ofte til diskussion.

For eksempel kan man læse en artikel på Netdoktor.dk, hvor det påstås, at 2 ud af 100 kvinder over 60 år – altså 2 % i denne aldersklasse – lider af lavt stofskifte.

Det er simpelthen forkert, og jeg har skrevet til Netdoktor og gjort dem opmærksom på det.

Et hurtigt opslag i Danmarks Statistik viste, at 8 % af danske kvinder over 60 år er i behandling for lavt stofskifte. Det er fire gange så mange som opgivet på Netdoktor.dk.

 

Mange har ingen diagnose Jeg ved, at det kan være en svær diskussion, men i stedet for at diskutere, hvor mange danskere, der har lavt stofskifte, skal vi så bare ikke kigge på den relativt nye danske befolkningsundersøgelse, GESUS?

Den viser, at 5,4 % af befolkningen lider af lavt stofskifte – dvs. 303.669 mennesker. Det er mange flere, end der er i behandling.

Hvis vi regner med, at 85% er kvinder – er det i alt 242.935 kvinder – altså rundt regnet en kvart million kvinder. Der er altså ikke så mange mænd, der lider af lavt stofskifte – omkring 60.734

Lad os lave et simpelt regnestykke:

 Danskere, der er syge af lavt stofskifte iflg. GESUS (5,4%)  303.669
 Danskere i behandling for lavt stofskifte iflg. Danmarks Statistik  128.573
 = Danskere med lavt stofskifte, der ikke får behandling  175.096

 

Nogle er stadig syge selvom de får medicin

Først tilhørte jeg selv den store gruppe, der ikke har fået en diagnose af lægen. Jeg vidste, at der var noget galt med mig, jeg vidste bare ikke hvad. Derfor gik jeg til lægen og ved hver konsultation, fik jeg at vide, at løsningen var, at jeg skulle dyrke noget motion og spise mindre.

Der var ingen blodprøver til mig, selvom jeg gentagne gange gik til lægen med samme symptomer.

Da jeg endelig – efter flere år – fik en diagnose og behandling med Eltroxin, kom jeg ikke til at føle mig rask. Jeg fik det faktisk slet ikke bedre. Jeg tilhører nemlig den anden gruppe af patienter med lavt stofskifte, der heller ikke altid har det lige let. Nemlig den gruppe, der ikke får det godt på standardmedicinen, Eltroxin og Euthyrox.

Men efter jeg skiftede til en meget kompetent læge, som ændrede min medicin, fandt jeg ud af, at jeg faktisk kan leve et fuldkommen normalt liv – og føle mig 100% rask – bare jeg får tilført de hormoner, som jeg mangler.

 

Mange liv bliver spildt pga. manglende fokus på lavt stofskifte

Hvis man lægger de to grupper sammen,

  1. gruppen af mennesker, der er syge af lavt stofskifte, men ikke har en diagnose
  2. dem, der er i behandling for lavt stofskifte, men ikke føler sig raske

… så taler vi om virkelig mange mennesker. Mennesker, der med nedsat livskvalitet – og med øget risiko for at få en række følgesygdomme.

Det her giver ikke mening. Jeg bliver ramt lige i hjertekulen, når jeg sidder og skriver dette! Det giver ikke mening.

For det første, er det oftest meget let at stille en diagnose, hvis blot de rette blodprøver bliver taget. Så tag dog de blodprøver som det første, når en patient kommer til lægen med symptomer som træthed, stress, vægtøgning, tristhed, ondt i muskler og led etc.

Og for det andet, så lad være at give op, hvis patienten ikke får det godt på behandling med Eltroxin eller Euthyrox. Inden disse mennesker sendes på førtidspension – så prøv dog behandling med andre typer af godkendte lægemidler – fx med et supplement af T3 eller en Thyroid-behandling.

Tænk, hvor mange, der kunne få et bedre liv – og bidrage i højere grad på arbejdsmarkedet – hvis de bare fik en diagnose og derefter en behandling, der virker.

 


 

Hjælp med at finde de mange uden diagnose

Hvis du selv har lavt stofskifte, oplever du måske at nogen i din familie også har det. Det er i hvert fald sandsynligt, da det er en meget arvelig lidelse.

Hvis du tror, at et familiemedlem, eller en ven eller kollega, har lavt stofskifte, så sig det til vedkommende.

Det kan være lidt grænseoverskridende at sige til en person, at hun/han måske har en sygdom.

Men er det ikke det værd?

Tænk, hvis du kan hjælpe et andet menneske til at få en hurtig diagnose og derved komme i behandling, inden for mange symptomer udvikler sig?

 

Jeg kommer med gode råd om dette emne i mit næste blogindlæg.

 

 


 

Kilder: www.medstat.dk, www.statistikbanken.dk og The Danish General Suburban Population Study (GESUS)

 

Det vil sige, at blandt de danskere, der er syge af lavt stofskifte, er over halvdelen ikke i behandling.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on LinkedInEmail this to someone

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*