Vælg din læge med omhu: 2
Det vælter for tiden frem med videnskabelige artikler med mulige forklaringer på, hvorfor nogle patienter reagerer bedre på behandling med T4/T3 end på ren T4. Men disse refererer Steen Bonnema og Laszlo Hegedüs slet ikke til i deres indlæg om kombinationsbehandling af lavt stofskifte. Derimod henviser de hovedsageligt til enten ældre forskning – eller til deres egen forskning.
Desuden lader det til, at de ikke læst bogen, Få livet tilbage, som de ellers henviser til.
Det er svært at argumentere, hvis man bliver tillagt synspunkter man ikke har og ikke giver udtryk for.
Meget tyder på, at overlæge ph.d, dr.med. Steen Bonnema (SB) og professor, overlæge dr.med. Laszlo Hegedüs (LH) – begge fra endokrinologisk afdeling M, Odense Universitetshospital – slet ikke har læst bogen, Få livet tilbage – en bog om lavt stofskifte, som de ellers henviser til i et indlæg behandling med T3 på www.thyroid.dk.
SB og LH skriver: ”Som læger får vi mange henvendelser om denne problemstilling, og vi møder et stort antal patienter, som har forventning om at blive tilbudt T3-behandling, bl.a. fordi det i nævnte bog beskrives at give en bedre livskvalitet.”
Det er jo dejligt, når ens bog har effekt, men det er også dejligt, hvis den bliver læst og forstået rigtigt.
I min bog, ”Få livet tilbage- en bog om lavt stofskifte”,(1) beskriver jeg, hvordan jeg selv fik det bedre på kombinationsbehandling (T4/T3), men jeg skriver intet om, at patienter generelt får en bedre livskvalitet ved hjælp af T3. Pointen er udelukkende at beskrive, hvordan nogle patienter, der ikke oplever at få det bedre på T4 behandling alene (Eltroxin eller Euthyrox), kan have fordel af at prøve kombinationsbehandlingen eller en anden behandling fx Thyreoid.
Målet med min bog er først og fremmest at fremme kendskabet til og forståelsen for hypotyreose – lavt stofskifte – hos læger og patienter. Dernæst at give andre ramte håb om, at de kan få deres normale liv tilbage ved at få den rette behandling. Som jeg også skriver i min bog, er den rette behandling ifølge forskningen ofte T4-behandling. Men for mig og en del andre, er den rette behandling altså fx kombinationsbehandling med T4/T3 eller Thyreoid.
Som at støde panden mod en mur
En del patienter, inklusiv mig selv, får det ikke godt på T4-behandling, og vi oplever, at det er som at støde panden mod en mur, når vi bliver ved med at blive tilbudt den samme behandling igen og igen – uden at det virker. Ofte står det på i årevis – for nogle patienter endda i årtier.
Derfor slår jeg til lyd for, at alle læger bliver gjort opmærksom på, at der faktisk findes andre behandlingsformer end blot T4. Hvis patienten ikke får det godt efter at have prøvet T4-standardbehandlingen, skal de da naturligvis have en mulighed for at prøve en anden behandling i stedet for blot at hamre hovedet ind i den samme mur hele tiden.
Brug den kliniske erfaring
Det er helt almindeligt, at læger bruger behandlinger, som ikke er 100 % forskningsmæssigt gennemprøvede – de ved af erfaring, at det virker. Det gælder jo også for standardbehandling med T4(2), hvis virkning mærkelig nok ikke har været udsat for systematiske undersøgelser. Derfor er der intet til hinder for at prøve kombinationsbehandling eller Thyreoid. Der er masser af læger, der igennem mange mange år har observeret gode resultater ved at ændre behandling, når standardbehandlingen tilsyneladende ikke virker. Men det er jo også netop, hvad European Thyroid Association (ETA) anbefaler i deres nyeste guidelines (12).
Den allernyeste forskning bekræfter den kliniske erfaring
Det er altså tilladt at bruge sin erfaring, men når det er sagt, så tyder den allernyeste forskning nu på, at der faktisk er helt naturlige genetiske grunde til, at T4/T3-behandlingen virker bedre på en gruppe af patienter (10-20 %) end T4-behandlingen. Det viser sig fx, at ikke alle patienter har en optimal omdannelse af T4 til T3 i alle kroppens celler, fx hjernen, og at det hænger sammen med variationer i deres gener(4,5). I det hele taget vælter det for tiden frem med artikler med mulige forklaringer på, hvorfor nogle patienter reagerer bedre på T4/T3 end på ren T4(fx 5,8). Og i et nyere studie kan forskerne faktisk på baggrund af gentest forudse hvilke patienter, der vil reagere bedre på T4/T3 end på ren T4(5).
Der mangler relevante forsøg
SB og LH slår fast, at de fleste (men ikke alle(fx 6)) forsøg har vist, at T4/T3 ikke er mere effektiv end T4 alene. Det er sikkert rigtigt, men bare fuldkommen irrelevant i forhold til argumentationen: At en gruppe af patienter har fordel af fx kombinations- eller Thyreoid-behandling.
En mindre gruppes eventuelle positive resultater vil naturligvis drukne, hvis forsøget laves i en større gruppe. Derfor er der brug for forsøg, der udelukkende undersøger effekten af fx T4/T3-behandlingen hos patienter, der ikke har effekt af T4 alene(3,5,9).
Den lokale andedam
Hvis man kigger overlæge ph.d., dr.med. Steen Bonnemas og professor, overlæge dr.med. Laszlo Hegedüs’ referenceliste igennem, springer det i øjnene, at 8 ud af 13 referencer er deres egen forskning.
Måske ville de to have godt af at kigge lidt ud i verden og opdage, at der faktisk findes forskere i hele verden (også i Danmark), der beskæftiger sig med netop dette område – og den store erkendelse lige nu er faktisk, at for nogle patienter har T4/T3 behandlingen rigtig solid forskningsmæssig evidens.
Læs Steen Bonnemas ogLaszlo Hegedüs’ indlæg her.
Læs: Vælg din læge med omhu: 1
.
Kilder:
- Sydendal H: Få livet tilbage. PH Medier 2013.
- Nygaard B: Behandling af hyper- og hypotyreose. http://irf.dk/dk/publikationer/rationel_farmakoterapi/maanedsblad/2013/behandling_af_hyper-_og_hypotyreose.htm 2013.
- Biondi B & Wartofsky L. Combination Treatment with T4 and T3: Toward personalized replacement therapy in hypothyroidism? Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism 2012 97 2256-2271.
- Panicker V, Cluett C, Shields B, Murray A, Parnell KS, Perry JR, Weedon MN, Singleton A, Hernandez D, Evans J, Durant C, Ferrucci L, Melzer D, Saravanan P, Visser TJ, Ceresini G, Hattersley AT, Vaidya B, Dayan CM, Frayling TM: A common variation in deiodinase 1 gene DIO1 is associated with the relative levels of free thyroxine and triiodothyronine. J Clin Endocrinol Metab 2008;93:3075-3081.
- Panicker V, Saravanan P, Vaidya B, Evans J, Hattersley AT, Frayling TM, Dayan CM: Common variation in the DIO2 gene predicts baseline psychological well-being and response to combination thyroxine plus triiodothyronine therapy in hypothyroid patients. J Clin Endocrinol Metab 2009, 94:1623-9. F1000 Factor 3.0 Recommended Evaluated by John Walsh 29 May 2009
- Nygaard B, Jensen EW, Kvetny J, Jarløv A, Faber J. Effect of combination therapy with thyroxine (T4) and 3,5,3′-triiodothyronine versus T4 monotherapy in patients with hypothyroidism, a double-blind, randomised cross-over study. Eur J Endocrinol. 2009;161:895-902.
- Wiersinga W.M. Duntas L. Fadeyev V. Nygaard B. Vanderpump M.P.J. 2012 ETA Guidelines: The Use of L-T4 + L-T3 in the Treatment of Hypothyroidism Eur Thyroid J 2012;1:55–71
- Sjöberg, Stefan, Eriksson, Mats, Werner, Sigbritt, Bjellerup, Per, Nordin, Conny: L-thyroxine treatment in primary hypothyroidism does not increase the content of free triiodothyronine in cerebrospinal fluid: A pilot study. Scandinavian Journal of Clinical & Laboratory Investigation Feb 2011, Vol. 71, No. 1: 63–67.
- Wiersinga, Wilmar “Do we need still more trials on T4 and T3 combination therapy in hypothyroidism?”European Journal of Endocrinology, Vol 161, Issue 6, 955-959.
- http://www.utposten-stiftelsen.no/Portals/14/2013Utposten/UP2_13/08_09_hypotyreose_oppsl_Utp_2_2013.pdf
- Acosta BM, Bianco AC. New insights into thyroid hormone replacement therapy. F1000 Medicine Reports 2010, 2:34:1-3 (doi:10.3410/M2-34)
- 2012 ETA Guidelines: The Use of L-T4 + L-T3 in the Treatment of Hypothyroidism, Wiersinga W.M.a · Duntas L.b · Fadeyev V.c · Nygaard B.d · Vanderpump M.P.J.
Endnu engang har du ret Helle. Jeg har være både på Eltroxin og Euthyrox som ikke har virket optimalt på mig. Blev ved at sige til min læge at der var problemer men fandt ud af han ikke viste hvad han skulle stille op med mig. Så var jeg så heldig at læse din bog, og efter mere søgen på nettet/facebook ville jeg prøve Thyroid.. Skrev til min læge at jeg vil skifte medicin – hvor hans svar var: hvad er Thyroid og hvor kan man købe det ? Jeg oplyste ham med de informationer jeg havde, de købte din bog og læste den.. og nu er jeg jeg i gang, og lige nu kan jeg kun sige, hvorfor har jeg ikke gjort det noget før. I stedet for at komme hjem fra arbejde og det eneste man havde overskud til var at se ind i en hvid væg.. ja så er jeg ved at komme tilbage til mit gamle jeg.. TAK Helle du har hjulpet rigtig mange.
Jeg blev utrolig vred da jeg læste den afklaring LH og SB har lavet.. man skulle tro de ikke var kommet længer end 1890’erne.. uanset hvor meget de “gammeldags”/snæversynet læger kan finde på at skrive..så blev ved med det rigtig gode arbejde du laver… Det gør en forskel :O)
Mvh Mette
Der er igen brug for massiv mediefokus på stofskifteskandalen og de forældede behandlingsmetoder! Bogen har givet mange, mange mennesker nyt håb om et bedre liv med stofskiftelidelser, men… Nu er endokrinologer og ledende overlæger begyndt at afvise patienternes henvisning fra de praktiserende læger! Jeg er bl.a. selv lige blevet afvist, selv om jeg lider af alvorlig invaliderende tetani. (kramper) Måske skal man gå til politikerne?
M.v.h. Dina
Kære Dina
Ja, det må være vejen frem, hvis der ikke sker noget hurtigst muligt.
Du må meget gerne skrive et par ord om din situation og sende til mig: sydendal@phmedier.dk
KH Helle
Pingback: Når forskerne ikke tjekker deres kilder « Lavtstofskifte.info