Påvirker kosten Hashimotos?

Forskning: Kan kost være en del af behandlingen for Hashimotos Thyreoditis?
Forskere har kigget på en masse studier og samlet resultaterne for, hvordan kostvalg kan påvirke Hashimotos .

 

Hvad kan jeg selv gøre for at få det bedre? Det spurgte jeg min nye læge om, dengang jeg havde voldsomme symptomer på lavt stofskifte – selvom jeg fik medicin. Hans svar var, at man ikke kan gøre så meget for at fjerne symptomer på lavt stofskifte – ud over at få medicin, der virker. Han ændrede min medicin – og symptomerne forsvandt.

Men jeg ved, at mange andre – lige som jeg gjorde – tænker: Hvad kan jeg gøre selv, for at få det bedre? Man vil jo så gerne have det bedre.

Og der er forskning, der tyder på, at kosten har en vis betydning for Hasimotos.

Hashimotos Thyreoditis er en autoimmune sygdom, der ødelægger skjoldbruskkirtlen. Derefter får man lavt stofskifte.

Forskere på Warsaw University of Life Science, Polen, har her i 2023 lavet en systematisk gennemgang af alle de data, der i øjeblikket er tilgængelige i litteraturen, om hvordan kost kan påvirke blodprøver (specifikt antistoffer mod skjoldbruskkirtlen og niveauet af  stofskiftehormoner) og de typiske symptomer hos personer med Hashimotos.

En dybdegående analyse af 1350 videnskabelige studier har undersøgt dette spørgsmål. Herfra blev 9 udvalgte studier nøje gransket for at afdække kostens indflydelse på sygdomsforløbet.

Selvom forskningen stadig er under udvikling, peger tidlige fund fra disse studier på nogle spændende muligheder.

 

Gluten:

Ifølge de undersøgte studier kan eliminering af gluten fra kosten positivt påvirke især TSH.

Ved at reducere glutenindtaget kan nogle patienter opleve en stabilisering eller endda reduktion i deres TSH-niveauer.

Desuden kan fT4-niveauerne også blive positivt påvirket.

At spise glutenfrit betyder, at man undgår fødevarer, der indeholder gluten, som findes i hvede, byg og rug, og i stedet vælge alternativer som majs, ris og quinoa.

 TSH viser niveauet af stofskiftestimulerende hormon i blodet. Hvis TSH ligger for højt, har man lavt stofskifte. Er TSH for lav, har man højt stofskifte. Ligger det i normalområdet, er stofskiftet normalt.

Laktose:

For patienter med både laktoseintolerance og Hashimotos kan eliminering af laktose hjælpe med at optimere absorptionen af medicin.

Ved at tage hensyn til laktoseintolerancen kan patienter altså opleve en forbedring i deres TSH og fT4 niveauer.

fT4 angiver niveauet af det frie thyroxin i blodet. Er det for lavt, har man lavt stofskifte. Er det for højt, har man højt stofskifte.

Energiindtag:

En reduktion i kalorieindtaget med blot 10-20% kan have betydelige fordele for patienter med Hashimotos.

Det betyder fx, at hvis du normalt indtager 2000 kalorier om dagen, så skal der en reduktion på 200-400 kalorier til, for at det kan have en effekt.

Når der blev spist færre kalorier, blev der observeret positive ændringer hos patienter med Hashimotos. Specifikt viste undersøgelserne, at det forbedrede niveauet af både antistoffer (anti-TPO) og niveauerne af thyrotropin (TSH) og frit thyroxin (fT4).

 

Nigella Sativa:

Ved at bruge nigella sativa (sortkommenfrø) i sin kost kan nogle patienter med Hashimotos opleve et fald i deres TSH-niveauer. Desuden blev der observeret en stigning i fT4-niveauer hos patienter, der indtog sortkommen.

Jeg er dog ikke klar over, hvordan man integrerer sortkommenfrø i sin kost. Jeg prøvede at google opskrifter med sortkommenfrø eller Nigella Sativa – men jeg blev ikke meget klogere.

 

Jod:

Selvom jod er essentielt for produktionen af stofskiftehormoner, kan overdrevent jodindtag i nogle tilfælde forværre Hashimotos. Det kan føre til et forhøjet TSH-niveau. Derudover kan overdreven jodindtag også forstyrre produktionen af fT4.

Omvendt viste en jodfattig diæt ingen forbedringer i TSH- eller fT4-niveauerne, hvilket indikerer, at den rigtige balance af jod er afgørende.

De fødevarer, som indeholder mest jod er mælk og andre mejeriprodukter samt fisk og skaldyr.

 

Vi ser frem til flere resultater i fremtiden

Selvom den aktuelle undersøgelse er spændende og peger i retning af, at kosten kan indgå som en potentiel behandlingsstrategi for Hashimotos, er det vigtigt at være klar over, at denne viden stadig er i sin indledende fase.

Det er endnu ikke fastslået som en endegyldig sandhed, men det er bestemt et område, der er værd at følge med i.

Men en ting er sikker, det skader i hvert fald ikke at tænke på at reducere sit kalorieindtag – i hvert fald ikke for mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.


*