En veninde taler ud: Sådan ændrede min veninde sig, da hun fik lavt stofskifte

“Jeg anede heller ikke, at Helle var syg, selvom jeg begyndte at lægge mærke til, at hun forandrede sig. I dag er jeg helt pinligt berørt over, hvor lidt jeg egentlig lyttede til Helle. Hun sagde jo faktisk det hele. Sådan som det er, når der er lavt stofskifte på spil. Men jeg fattede simpelthen ikke.”
Sådan siger min vidunderlige veninde Lene. Læs hendes beretning om, hvordan hun opdagede, at jeg var syg af lavt stofskifte.

 

Jeg hedder Lene, og jeg har kendt Helle i over 20 år nu. Så det er fra før mand og børn. Det var også før hun blev syg af lavt stofskifte. Helles mand Palle har skrevet sin historie om, hvordan han oplevede det, da Helle blev syg – og om hvor lang tid der gik, før han egentlig vidste, at der var noget galt. Jeg har haft det på nogenlunde på samme måde, for jeg anede heller ikke, at Helle var syg, selvom jeg begyndte at lægge mærke til, at hun forandrede sig.

Helle var sådan en type, der kunne pakke en bil til en tøsetur til Amsterdam på ingen tid. Lige som hun kunne slå et telt op, mens man vendte ryggen til. Hun var redaktør på Hippologisk Tidsskrift, og hendes skarpe journalisthjerne kunne finde på ideer til weekendens arrangement med tøserne, mens den samtidig valgte ud og vinklede artikler om de bedste danske og udenlandske beridere og deres træningsmetoder. Hvis den da ikke var i gang med at udtænke temaerne til magasinerne det næste halve år.

Derudover så Helle godt ud. Hun havde den der irriterende evne til bare at kunne sætte håret op og hoppe i et par høje støvler. Så lignede hun en million og var klar til at smutte på Cafe Dan Turèll til en hyggelig aften.
Vi blev gift (altså, ikke med hinanden), fik hus og børn – og Helle blev glemsom
Helle blev gift med Palle, købte hus, fik børn. Det gjorde jeg også. Så byturene og tøseturene blev færre – men vi sås, så ofte vi kunne.

Egentlig gik der forbavsende længe, før jeg sådan for alvor opdagede, at den var gal – helt gal. Jeg kunne godt opfatte, at visse ting ikke længere var helt, som de plejede med Helle. Men jeg undskyldte dem med, at Helle jo havde travlt. Travlt med job. Travlt med to små drenge og travlt med livet i det hele taget.

Egentlig gik der forbavsende længe, før jeg sådan for alvor opdagede, at den var gal – helt gal.

Det blev faktisk sådan, at jeg mere eller mindre indrettede mig efter det. Hvis jeg i stedet havde råbt vagt i gevær, kunne man måske have opdaget en sygdom, der kom snigende, inden den havde nået at udvikle sig så vidt, som den endte med at gøre – det er jeg klar over i dag.

For Helle glemte aftaler. Jeg begyndte at ringe op på dagen, eller gerne dagen før, vi skulle ses for at finde ud af, om hun huskede det. Tit havde hun glemt vores aftale. Så måtte vi finde en ny dag, som Helle så glemte igen. Det blev lidt af en joke hjemme hos mig: ”Tror du Helle, Palle og drengene kommer, eller har de mon glemt det …?” blev der sagt, når vi for tredje gang stod med varme boller og kaffen parat, og der ikke kom nogen bil. Den blev kvart over – den blev halv – ok der er langt fra Holbæk, men…. Så ringede jeg op og fik en forvirret og skamfuld Helle i røret: “‘Var det i dag?” Og kalender og andre remedier blev hevet frem, og ja, det var i dag.
Tag dig sammen, Helle
Men en ting var Helles glemsomhed. En anden var hendes fysik. Der skete også nogle store forandringer. Og ja, jeg ved godt, at mange kvinder ændrer sig lidt, når de har fået børn – men alligevel. Nu er det sådan, at jeg altid har været bidt af en gal løbesko og er vild med gymnastik og alt andet, der har at gøre med at bevæge sig. Jeg får det godt, når jeg træner og især bagefter. Jeg deler denne opfattelse med Palle (Helles mand), der træner judo og har gjort det længe før, han lærte Helle at kende. Så vi to kunne hurtigt blive enige om, at bare man trænede, så kom man i form. Og ja – det var måske hårdt, når man havde været lidt sløv i en periode, men man kom jo lynhurtigt i form igen. Det handlede bare om at komme i gang.

At Helle forsøgte sig med at fortælle, at det var hun for træt til, og at hun havde ondt i sine led og muskler, gjorde ikke det store indtryk på mig. Hun skulle jo “bare tage sig sammen”.

 

Da Helle begyndte at blive tykkere, selvom hun hårdnakket hævdede, at hun ikke spiste “mere end hun plejede”, var det klart, at jeg stemte for, at hun bare skulle se at komme i gang med at træne. At Helle forsøgte sig med at fortælle, at det var hun for træt til, og at hun havde ondt i sine led og muskler, gjorde ikke det store indtryk på mig. Hun skulle jo “‘bare tage sig sammen”. Konen måtte da kunne forstå, at hun netop også blev friskere, når hun trænede! Hvor svært kunne det være?

Ud at løbe eller meld dig ind i et motionscenter, hvor der er en træner, der kan lave et godt program til dig, var min melding. Jeg fattede ikke ret meget af, hvad problemet var. I min verden er det ret enkelt. Forbrænd det du spiser, og du holder vægten. Slut.

 

I dag er jeg pinligt berørt …
Og Helle meldte sig til et fitnesscenter – igen. Både jeg og hendes læge havde sagt præcis det samme til hende. Hun valgte et sted, hvor der var tilknyttet en personlig træner – hun havde prøvet byens andre fitnesscentre. Og hun kapitulerede hver gang. Selvom hun trænede opnåede hun ikke forbedring af sin form – nærmest tværtimod, fortalte hun mig.

Men heller ikke det nye sted, opnåede hun en effekt af træningen, og hun fortalte mig, at træneren ikke troede på, at hun fulgte programmet. Men det gjorde hun. Der skete bare det, at i stedet for at blive stærkere kunne hun løfte mindre og mindre vægt, og tage kortere og kortere tid på løbebåndet, fortalte hun. Jeg forstod ingenting.

I dag er jeg helt pinligt berørt over, hvor lidt jeg egentlig lyttede til Helle. Hun sagde jo faktisk det hele. Sådan som det er, når der er lavt stofskifte på spil. Men jeg fattede simpelthen ikke, at hun – ét: var syg, og to: at det overhovedet ikke kan lade sig gøre ikke at få noget positivt ud af at træne. Jeg anede ikke, at det var en naturlig konsekvens af, at ens krop mangler stofskiftehormoner.

Og selv om Helle skreg af mig, og meddelte mig, at hun for f…. da ikke småspiste, og at der ikke skete en skid i det forbandede træningscenter, at det faktisk bare blev værre, og at træneren simpelthen ikke fattede det, så tænkte jeg alligevel stadig, at det ikke kunne passe. Trænede man, så kom man i form.

Men et lille sted inden i mig, murede der nu en ide om, at et eller andet var galt, for jeg kunne simpelthen ikke få det til at stemme, at Helle trænede og ikke kunne komme i form.

Men det var stadig Helle selv, der måtte kæmpe videre for at finde ud af, hvad der var galt. Heller ikke hos lægen fik hun forståelse og opbakning.
.. mon Helle fik nok mineraler og sporstoffer?
Man kan ikke sige om Helle, at hun er sådan en, der beklager sig. Heller ikke dengang. Jeg tror ikke, det begreb findes i den ordbog, hun gik ombord i livet med.

Men som tiden gik, så var der det ene eller det andet, der gjorde ondt. Så var den hånden, snart armen, så skulderen. Der blev søgt hjælp hos kiropraktorer og massører, og der blev lavet en masse undersøgelser på forskellige sygehuse. Helle havde stort set altid et nyt sted, hvor det gjorde ondt.

Det var skide irriterende, at Helle opførte sig ligesom en gammel kone.

 

At lokke hende med ud at løbe, kunne jeg godt glemme. Der var både smerter i hofter og knæ. Ud over at det var skide irriterende, at Helle ligesom opførte sig som en gammel kone, så begyndte jeg at tænke, ej altså, hun må da sørge for at få nok mineraler og sporstoffer, og huske at spise sundt og tage fiskeolier. Igen kom der ideer om at motionere og videre i den dur.

Egentlig er det utroligt, hvor meget Helle forandrede sig, uden at jeg sådan for alvor tænkte, at hun da må være riv rav ruskende syg. Helle havde på et tidspunkt fået diagnosen lavt stofskifte, og hun fik også nogle piller. Så ja, jeg hørte jo om behandling og dit og dat, og ja, jeg anede ingenting, om de symptomer lavt stofskifte giver, og hvordan et liv uden en velfungerende skjoldbruskkirtel, som leverer de hormoner den skal, former sig.

 

“Fed støtte at få fra veninden”
Der er et billede i Helles bog, Få livet tilbage. Det er fra Nytårsaften 2010. Der var jeg der.

På det tidspunkt, ved jeg, at Helle fik medicin for sin sygdom – hun havde bare ikke fået det bedre overhovedet.

Smukke Helle, var blevet tyk, men ikke kun tyk, det var på sådan en underlig måde, med en hals der nærmest gik ud i et med hovedet. Og et ansigt, hvor hævelser, mere end ‘fedt’ dominerede. Det var højst besynderligt, for nu var hun jo i gang med medicin for stofskiftet. Hvordan kunne hun så se sådan ud?

Jeg syntes, at det var synd, og jeg følte med Helle, når hun forklarede om, at hun fulgte Vægtkonsulenternes kur – og havde fulgt den i efterhånden flere år. Den virkede bare ikke på hende. Jeg havde stadig min ide om “spis mindre og forbrænd mere med motion”, og jeg blev meget i tvivl om, hvorvidt Helle egentlig overholdt den slankekur, hun var på. Det virkede højst besynderligt, at hun var mere flommet og uformelig end nogensinde, og at hun samtidig var på den mest sindssyge slankekur.

Når hun ikke tabte sig, og det behøvede jeg jo ikke den store kædestrammereksamen for at opdage ikke skete, så måtte hun på en eller anden måde alligevel få spist flere kalorier. Hvordan kunne det ellers hænge sammen? Fed støtte at få fra veninden!

 

Jeg ville ønske, at jeg havde vidst mere om lavt stofskifte
Der er meget, jeg ville ønske, jeg havde vidst, da Helle gik igennem sin sygdom og selv, mens den stod på, fandt hoved og hale i den behandling, der endelig endte med at virke.

Så min opfordring til jer derude: Tag vare på jeres veninde, hvis hun viser nogle af disse tegn. Sørg for, at hun går til lægen og bliver tjekket. Og lad for alt i verden være med at sige “tag dig dog sammen.”

I dag, ja jeg er jo bare lykkelig over, at Helle er blevet Helle igen.

Lene

Ændrer din veninde sig?

Lavt stofskifte kan være skyld i fx:

• Glemsomhed og træthed
• Overvægt, selvom man ikke spiser for meget
• Ondt i led og muskler
• Ufrivillig abort og svangerskabsforgiftning

Jeg ved, at det bare er et lille udsnit af de symptomer, som man kan få af lavt stofskifte. Men disse er måske dem, man som veninde først vil opdage.

• Tilbyd din veninde at gå med til lægen, for ofte kan personer med lavt stofskifte ikke huske så godt, og de kan have svært ved at holde fokus og få stillet de rigtige spørgsmål til lægen.
• Og hvis din veninde får medicin for lavt stofskifte og stadig har det skidt – så fortæl hende, at der er mange, der har brug for en anden type medicin end standardmedicinen – læs mere her. Det kan man blive meget klogere på her på Helles blog – eller ved at læse hendes bog, Få livet tilbage.

Se flere symptomer her.

 

 

Mænd kan også få lavt stofskifte – og symptomerne er de samme – selvfølgelig bortset fra ufrivillig abort og svangerskabsforgiftning. Men lagt flere kvinder end mænd får lavt stofskifte.