Det nytter!
I dag er en af de dage, hvor man virkelig får følelsen af, at det kan betale sig at arbejde for at få ændret systemet. I Region Sjælland kan lægerne fremover nemlig rekvirere frit T3.
Hvor har jeg fået mange henvendelser fra stofskiftepatienter, som har været frustrerede over, at de ikke kunne få målt frit T3. Og hvor må det være frustrerende for lægerne ikke at kunne finde laboratorietesten, frit T3, på bestillingssedlen. Men nu ændres dette – i hvert fald i Region Sjælland.
Fra 1. september 2014 kan lægerne i Region Sjælland igen bestille blodprøver, der indeholder Frit T3 (ft3). Regionen erkender i et brev til bl.a. lægerne, at de ændrer praksis som følge af, at der har været frustrationer blandt læger og patienter over ikke at kunne rekvirere analyser af Frit T3.
Læs brevet her:
Thyreoideasygdom – ændring i biokemisk standardsortiment
Træder i kraft 1. september 2014.
Der har været en del frustration over, at man ikke har mulighed for at rekvirere fT3 fra praksis. Der er en del patienter, som er i behandling med et T3 præparat.
Klinisk biokemiske afdelinger har derfor ændret standardprogram for udredning og kontrol af thyreoideasygdom:
Ved ikke tidligere kendt thyreoideasygdom bestilles ”Thyreoidea digsnostik”, som automatisk udløser supplerende analyser ved afvigende TSH værdier – se flowdiagram for supplerende analyser her.
Ved kontrol af hypo – eller hypertyreose bestilles ”Thyreoidea kontrol”. Her analyseres for alle tre analyser: TSH, fT4, fT3.
MYX og TOX profiler i WebReq udgår således og erstattes af Thyreoidea Diagnostik og Thyreoidea Kontrol.
Yderligere oplysninger: Christina Lyngholm Adriansen, laboratoriefaglig konsulent og bioanalytiker.
Så dagens gode nyhed er: Det nytter at påvirke systemet – de lytter faktisk (heldigvis). Stor ros til dem, der har taget beslutningen.
Nu må målet være, at disse retningslinjer udbredes til resten af Danmark. Så bliv endelig ved med at give din mening til kende.
Der er stadig plads til forbedret diagnostik og opmærksomhed omkring stofskiftesygdomme. Men det går i den rigtige retning.