Tager du tilskud af biotin? Så kan dine stofskifteblodprøver være misvisende
Tilskud af biotin kan påvirke blodprøver for lavt stofskifte, så de enten bliver lavere eller højere, end de egentlig er. Det kan være årsagen til, at blodprøvernes værdier ikke matcher, hvordan du rent faktisk har det.
Nogle dameblade kalder biotin for skønhedsvitaminet, da det efter sigende er godt for huden, håret og neglene. Derfor er der en ret stor sandsynlighed for, at os med lavt stofskifte prøver et tilskud af biotin.
Når lavt stofskifte ikke er velbehandlet, kan det nemlig give mange problemer – også med hår, hud og negle. Så hvorfor ikke prøve biotin, når håret bliver tyndt og falder af, når neglene bliver skrøbelige og flækker, eller når huden bliver tør og kedelig? Selvom disse symptomerne ikke er de værste, man kan få af lavt stofskifte, så får nogle måske et lille håb om, at man kan gøre noget ved det.
Jeg møder mange med lavt stofskifte gennem mine foredrag, og der er mange, som har disse problemer. De fortæller mig om, at de ikke kan kradse et klistermærke af, uden at neglen flækker. De fortæller om hår, der falder af, når kammen trækkes igennem. Og de fortæller om hud, der er tør og skaller.
Nok er disse jo ikke de værste symptomer, der følger med lavt stofskifte. Men man ser jo sig selv i spejlet, hver dag, fx når man står og børster tænder. Og det er da trist at se sig selv forandre sig. Derfor er det ikke så mærkeligt, hvis man fristes til at tage et tilskud af biotin. Der står jo på vejledningen, at det ikke er farligt og ikke kan overdoseres – og at det giver tykt og sundt hår, flot hud og stærke negle.
Lægemiddelstyrelsen informerer om biotin og blodprøver
Men i virkeligheden kan man ikke være sikker på, at det er det uden omkostninger at tage biotin – hvis du altså er i behandling for lavt stofskifte. Tager du Eltroxin, Euthyrox, Medithyrox eller Tirosint, så kan dine blodprøver vise forkerte værdier, hvis du tager tilskud af biotin.
Dette har Lægemiddelstsyrelsen udsendt en nyhed om 15. december 2022. Her gøres opmærksom på, at tilskud af biotin kan være årsag til, at blodprøverne være falsk forhøjede eller falsk nedsatte.
Derfor opfordrer Lægemiddelstyrelsen læger til at overveje, om dette kan være årsagen, hvis blodprøver ikke passer sammen med den kliniske vurdering – altså hvordan du rent faktisk har det.
Desuden opfordres lægen til altid at spørge om brug af biotin, inden der bestilles blodprøver. Der kan åbenbart anvendes andre analysemåder, som ikke er følsomme for biotin.
Læs nyheden fra Lægemiddelstyrelsen her:
Levothyroxinholdige lægemidler: Biotin-interferens med laboratorieanalyser (laegemiddelstyrelsen.dk)