Lavt stofskifte tog min hukommelse. Jeg huskede ikke, hvor speederen og bremsen sad!

Lavt stofskifte tog min hukommelse. Heldigvis har jeg været uden symptomer på lavt stofskifte i mange år nu, så tænker jeg ofte tilbage på dengang, hvor jeg var syg.

Det er svært at lade være, for jeg oplever ofte, at jeg er i stand til at gøre ting, som jeg ikke kunne, før jeg fik den rigtige medicin for lavt stofskifte. Og det gør mig glad hver gang.

En lille ting som at være i stand til at klø sig selv på foden, mens jeg kører bil, regnes nok ikke for noget særligt af mennesker, der ikke har prøvet at være syge. Men for mig kan det give en pludselig følelse af “livskvalitet” og glæde …

 

Jeg kørte rundt i Sverige for at holde foredrag om lavt stofskifte. Jeg kørte fra Göteborg til Hässleholm – en tur på knap tre timer. Og pludselig bliver jeg mindet om, hvad jeg kan nu, og hvad jeg ikke kunne, dengang mit stofskifte ikke var velbehandlet.

Jeg elsker at køre i min bil, jeg får tænkt på en masse ting, jeg hører god musik, og jeg har ”hands free” til min telefon, så jeg kan også ringe og få en snak med nogen, som jeg ikke har set i et stykke tid. Sådan kører jeg derud af med fuld blæs på musikken og højt humør. Jeg har støvler på – og pludselig klør det på min fod.

Jeg kører på motorvej, og det er ikke lige muligt at køre ind til siden og tage støvlen af. I stedet sætter jeg bilen på cruise control. Så holder den selv farten, mens jeg løfter benet fra speederen, så jeg kan nå foden, lyne støvlen op og klø min fod med den ene hånd.

Tænk, at man kan glemme, hvor speederen sidder

Da jeg skal til at sætte foden ned igen får jeg et des ja vue.

I det øjeblik husker jeg, hvordan det var at køre bil dengang, jeg var syg af lavt stofskifte. Og det var på trods af, at lægen sagde, at jeg var velbehandlet – selvom jeg havde samtlige symptomer på lavt stofskifte.

Dengang var jeg altid bange for at falde i søvn, når jeg kørte bil.

Dengang turde jeg ikke løfte foden op fra bunden af bilen. Jeg vidste nemlig, at når jeg skulle sætte foden ned igen, ville jeg ikke kunne huske hvilken pedal, der tilhørte speederen og hvilken, der var bremsen eller koblingen.

Og jeg er ellers en erfaren billist med flere år som pendler fra Sjælland til Bruxelles. Jeg har haft mange timer bag rattet. Men dengang var det pludselig som om, at denne erfaring var gået tabt. Pist borte.

Lyder det ikke absurd, når jeg fortæller, at jeg ikke kunne huske, hvor speederen og hvor bremseren sad? Det synes jeg selv, at det gør. Men det var sådan mit liv var dengang, fordi min daværende læge ikke havde viden nok til at medicinere mig korrekt for lavt stofskifte.

 

Mine blodprøver var fine, men jeg var ikke velbehandlet

Da jeg dengang fortalte min læge, at jeg ikke følte mig rask, selvom jeg fik Eltroxin, var svaret bare, at mine ”blodprøver” så fine ud, så der var ikke mere, han kunne gøre.

Der er faktisk forskning, der viser, at patienter med lavt stofskifte, som er u- eller underbehandlede kører lige så dårligt som spritbilister.

Der er faktisk forskning, der viser, at patienter med lavt stofskifte, som er u- eller underbehandlede kører lige så dårligt som spritbilister. Desværre tilhørte jeg nok den gruppe dengang. Der er jo helt sikkert også forskning, som viser, at lavt stofskifte tager hukommelsen fra en.

Heldigvis fik jeg en anden læge, som spurgte ind til, hvordan jeg havde det. Han kiggede ikke kun på blodprøverne. Det var min redning at få en dygtigere læge, som havde langt bredere viden om lavt stofskifte. Han ændrede nemlig min medicin. Da jeg kom over på kombinationsbehandling, fik jeg hukommelsen og mit intellekt tilbage. Og jeg fik mine egenskaber som en erfaren billist retur.

I dag, ved jeg godt, hvor bremsen og speederen sidder!

Derfor kan jeg i dag løfte foden fra pedalerne og sætte den tilbage på det rigtige sted – uden at være bange for, at jeg kommer til at trykke på speederen. Jeg ved, hvor pedalerne sidder, så jeg er ikke bange for at komme til at køre op bag i en anden bil, hvis jeg skulle komme til at træde på speederen i stedet for bremsen!

Det er sørgeligt at tænke på, at jeg dengang fik at vide, at der ikke kunne gøres mere for mig mht. behandling af stofskiftet. Tænk, at jeg skulle være i så dårlig forfatning, at jeg blev en farlig billist, uden at lægen prøvede andre typer af medicin.

Men solen skinnede den dag, Lukas Graham sang Seven Years i radioen, og jeg var på vej for at møde en af mine gode stofskifte-veninder i Hässleholm, så selvom det er sørgeligt at kigge tilbage på den tid, så var jeg lykkelig.

Jeg er heldigvis kommet videre pga. en dygtig læge og den rette medicin. I dag mærker jeg ikke noget til lavt stofskifte, jeg har det godt.

Lavt stofskifte tog min hukommelse – men jeg fik den tilbage!