Behandling af stofskiftesygdomme: Er det faglige miljø i Danmark for lille?
Hvor stort er det faglige miljø omkring behandling af stofskiftesygdomme egentlig i Danmark? Så vidt jeg kan se, er der reelt kun 10–15 speciallæger, altså endokrinologer med speciale i stofskiftesygdomme. Hvor mange patienter med stofskiftesygdomme er der i Danmark? Der er faktisk flere hundrede tusinde.
Nok behandles mange stofskiftepatienter hos deres praktiserende læge, men det er alligevel meget få speciallæger til så stor en gruppe patienter.
Det er vel også blandt disse få speciallæger, at dem, der fastlægger retningslinjerne for hele patientgruppen, skal findes?
Jeg har ikke det præcise tal for, hvor mange endokrinologer, der er i Danmark. Men spørgsmålet fortjener at blive undersøgt.
For måske er det faglige miljø blandt endokrinologer for lille?
Er et lille fagligt miljø i Danmark problemet?
Min bekymring er ikke grebet ud af luften. Forskning viser nemlig, at i et lille fagligt miljø kan enkelte dominerende læger få stor indflydelse. Det beviser naturligvis ikke, at det sker blandt danske endokrinologer. Men det gør det relevant at spørge:
- Er der plads til at udfordre etablerede holdninger om behandling af stofskiftesygdomme?
- Bliver ny international forskning taget tilstrækkeligt alvorligt?
- Og kan det være svært at erkende, hvis man har været for længe om at tage den internationale forskning til sig?
For eksempel frarådes medicinen Thyroid af Dansk Endokrinologisk Selskab. Det skriver de på deres website.
Det er på trods af, at der er kommet forskning, der viser, at de patienter med lavt stofskifte, som behandles med netop Thyroid eller T4/ T3 i kombination, har væsentligt mindre risiko for at dø eller udvikle demens – i forhold til dem, der behandles med T4-medicin.
T4-medicinen er den type medicin, som 98 % af alle danskere med lavt stofskifte får.
Hvorfor er denne internationale forskning ikke noget, som danske speciallæger tager til efterretning?
Behandling af lavt stofskifte bør ikke kun være en teoretisk diskussion
Min mistanke kunne være afsæt for en teoretisk diskussion – eller en journalistisk undersøgelse af, om den holder stik? Derfor kan vi håbe, at et stort medie med ressourcer, som fx Politiken, sætter sig for at afdække det.
For os, der lever med lavt stofskifte, handler det om vores behandling, vores helbred og vores fremtid.
Vi må forsøge at leve i det, vi bliver budt. Jeg har valgt at blive medicinsk flygtning. Jeg har læge i udlandet, hvor jeg behandles netop med Thyroid, som jeg trives fremragende på.
Læs mere:
T3 forbundet med lavere risiko for demens og tidlig død; hvorfor er det svært at få i Danmark?


Pingback: T3 forbundet med lavere risiko for demens og tidlig død - hvorfor er det svært at få i Danmark? - NY lavt stofskifte