Lavt stofskifte går ikke væk, fordi man tager på ferie!

29819126_m SUMMER
Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on LinkedInEmail this to someone

Det er ubegribeligt hvor syg, man kan blive af lavt stofskifte – uden det kan ses. Så ubegribeligt, at folk ikke tror på én.
Der er så mange, der ikke forstår (ved), hvad lavt stofskifte er
.

I min familie har jeg talt meget om lavt stofskifte – i sær efter, at jeg blev behandlet, så jeg følte mig rask. Før havde jeg nemlig ikke overskuddet.

Så hele min familie – både dem helt tæt på og dem i periferien – har altså hørt stolpe op og stolpe ned om lavt stofskifte i de sidste par år. Og de synes, at det er spændende, at jeg har skrevet en bog om det.

Og de ved efterhånden godt, hvad lavt stofskifte er – troede jeg. Men….

Lige før ferien for et par år siden får jeg besøg af et kært familiemedlem. Vi taler om, at jeg har haft styrtende travlt med mit arbejde med min bog. Jeg har fået mange, mange henvendelser fra mennesker, som jeg ikke kendte til at starte med. Men efterhånden kender jeg dem, for jeg har skrevet med dem over Facebook og i mails – og mange har jeg også talt i telefon med. Allesammen er mennesker, der er frustrerede over deres sygdom – lavt stofskifte.

Nå, jeg har altså haft fart på, og ja, jeg trænger til ferie. Vi taler videre, det er super hyggeligt, og solen skinner. Jeg kommer midt i samtalen i tanke om, jeg lige skal tage mine piller med stofskiftehormoner – jeg er jo i kombinationsbehandling, og T3-pillerne tager jeg tre gange om dagen.

Vi står i køkkenet og laver the, og jeg rækker op på emhætten efter min pilleæske. Putter et par piller i munden og sluger dem med et glas vand. Det er jeg så vant til – no big deal.

I det øjeblik lægger det kære familiemedlem hånden på min arm, klapper mig og siger trøstende: – Så, så. Nu kommer du på ferie, og så har du slet ikke brug for alle de piller.

 

What!!?

What!!? Her gik jeg og troede, at alle i min familie efterhånden var klar over, at lavt stofskifte skyldes, at kroppen ikke producerer nok stofskiftehormoner.

  • At lavt stofskifte ikke skyldes livsstil.
  • At lavt stofskifte ikke er noget, man selv kan gøre for.
  • At lavt stofskifte ikke er noget man får, fordi man har for meget om ørerne.
  • At lavt stofskifte ikke går væk, fordi man tager en tiltrængt ferie!

Jeg var rystet.

Er det alligevel sådan jeg bliver opfattet?

At jeg er syg, fordi jeg ikke kan holde til mosten?

Til travlheden?

Det kom bag på mig. Når jeg så forklarer, at jeg har lavt stofskifte, fordi min skjoldbruskkirtel er ødelagt, nedbrudt, ikke eksisterende på grund af en autoimmun sygdom, så bliver det meget teknisk. Jeg kan nærmest se, hvordan øjnene flakker og tankerne hos den person, jeg taler med, glider videre over i andre og sikkert mere spændende emner.

Lavt stofskifte er svært at forstå for de fleste

Men måske er det et godt eksempel på, at lavt stofskifte er svært at forstå, hvis man ikke selv har det – også selv om man har hørt en masse om det.

I mange år forstod lægen ikke, at jeg var syg. Han sagde bare, at jeg skulle motionere og spise sundt.

Da jeg endelig blev diagnosticeret og kom i behandling for lavt stofskifte, var det endokrinologerne, der ikke forstod, at jeg stadig var syg. For mine blodprøver så jo fine ud.

Så kampen for at få mere forståelse og viden om lavt stofskifte må fortsætte. Vi er ikke nået vejs ende endnu, selvom der de sidste par år har været meget mere fokus på sygdommen end ellers.

Så nu tager jeg snart på ferie – og jeg vil tage mine piller hver dag – tre gange om dagen – og samtidig vil jeg lade op til at fortsætte med at kæmpe for mere viden og fokus på lavt stofskifte.

En sygdom der typisk rammer kvinder – og som meget ofte bagatelliseres.

på-ferie2

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on LinkedInEmail this to someone

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*